Formue- & Investeringspleje åbner en ny afdeling i Aalborg
Formue- & Investeringspleje A/S styrker den lokale tilstedeværelse og åbner en ny afdeling i Aalborg.
Den nye afdeling skal supplere hovedkontoret i Roskilde og afdelingen i Odense. Aalborg-afdelingen skal ledes af kundechef Vest, Tom Bargisen, som kommer fra en baggrund inden for finans, senest som regionsdirektør i Private Banking Nord i Nordea.
Som kundechef Vest hos Formue- & Investeringspleje A/S i Jylland er det Tom Bargisens ansvar at opbygge og markedsføre forretningskonceptet og det nye kontor i Aalborg samt opbygge relationer til potentielle private- og erhvervskunder.
Med stærke kompetencer og resultater inden for både operationelle- og strategiske vækstagendaer, bliver både Tom Bargisen og den nye afdeling i Aalborg led i Formue- & Investeringsplejes værdier og vækstrejse.
»Når vi taler om nærhed i relationen til vores kunder, skal vi også ligge nært. Åbningen i Aalborg er en investering i vores kunder – både nuværende og potentielle og en investering i lokalområdet,« siger Robert Thiesen, der er adm. direktør og partner, om den vækststrategi, der rummer fortsat vækst og åbning af yderligere fem-seks afdelinger de kommende år.