Tak for 2025

Robert Thiesen nytårsbrev 2022Fogi.dk - nyheder

Kære kunder

Når vi ser tilbage på 2025, står det klart, at året – som så mange før det – mindede os om, at finansielle markeder sjældent bevæger sig i en lige linje. Det har været et år præget af både usikkerhed, muligheder og markante forskelle på tværs af markeder, aktivklasser og investeringstyper.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for den tillid, I har vist os – og for de mange gode samtaler undervejs. Tillid og dialog er fundamentet for vores arbejde; især i perioder, hvor overskrifterne kan støje mere, end de gavner.

Igen i 2025 kan vi notere os en større tilgang af nye kunder og midler til forvaltning, end vi nogensinde har prøvet før. En vækst, jeg ved, ikke bare kommer af sig selv. Den er resultatet af kollegaernes ihærdige indsats med at passe godt på vores kunder, hvilket blandt andet udmønter sig i rigtigt mange henvisninger af nye kunder fra jer, kære kunder. Så i lighed med de foregående år vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige jer alle en stor tak for at have os i tankerne, når I taler med jeres venner og omgangskreds. Vi får omkring 75 % af alle vores nye kunder via vores bestående kunder og netværk, og det er jeg dybt taknemmelig for.

Et år præget af uro – men også klarhed
2025 blev endnu et år, hvor eksterne begivenheder satte tydelige spor i markederne. Geopolitisk uro, politiske beslutninger og usikkerhed omkring den globale økonomiske udvikling skabte perioder med markante udsving. Samtidig var året præget af skiftende forventninger til indtjening i virksomhederne, inflation og renter, hvor markedernes reaktioner ofte var hurtige – og til tider kraftigere, end de underliggende forhold tilsagde. Bare se på udviklingen i april, hvor markedet faldt over 20 % som reaktion på den amerikanske præsidents udtalelser om toldsatserne m.v.

For mange investorer kan den slags perioder give anledning til tvivl og uro. Vores erfaring er dog fortsat den samme: Markederne reagerer hurtigt på nyheder, men den langsigtede udvikling formes sjældent alene af de kortsigtede overskrifter.

Store forskelle – og vigtigheden af spredning
Noget af det, der kendetegnede 2025 særligt tydeligt, var forskellene i afkast. Enkelte regioner, sektorer og selskaber stod for en stor del af de samlede markedsbevægelser, mens andre områder haltede efter.

Det understreger, hvor vigtigt det er at have en veldiversificeret portefølje og en klar investeringsstrategi.

Set i det lange perspektiv finder vi ingen gode begrundelser for at tro, at sidste års vinder også bliver dette års. Når flere og flere vælger at overlade deres strategi til noget, der minder om den model – primært fordi det er let og billigt – giver det os anledning til at overveje, i hvor høj grad det er den vej, vi skal følge. Vi har i forvejen over halvdelen af vores udenlandske aktier placeret i såkaldte passive produkter til lave årlige omkostninger, hvilket har været en god strategi de seneste år, men vi overvejer aktuelt, om vi skal lave om på fordelingen.

Investering handler som sagt ikke blot om at følge markedsvindere, men om at balancere risiko og afkast over tid. Spredning, disciplin og løbende tilpasning er ikke altid det mest iøjnefaldende – men det er ofte det mest robuste.

Vores tilgang i 2025
Hos Formue- & Investeringspleje har vi gennem hele året haft fokus på det, vi kan kontrollere:

  • Risikostyring frem for forudsigelser
  • Langsigtede strategier frem for kortsigtede reaktioner
  • Tæt dialog med vores kunder frem for standardløsninger

I perioder med markedsuro har vi prioriteret at være tilgængelige, forklare sammenhænge og fastholde det langsigtede perspektiv. Nogle gange betyder det at handle – andre gange at lade være. Vores rolle er ikke at forudsige næste bevægelse i markedet, men at sikre, at jeres formue forvaltes med omtanke, struktur og ro.

2025 – i glimt
Køb-køb-køb var en af de markante begivenheder i året, der gik. Efter mange år med fokus på at reducere udgifterne til militæret (stort set lige siden jeg selv var ”inde og springe” i 1985/86, er det gået den vej), fik piben en helt anden lyd. Nu skal der igen investeres i jagerfly, vi fik ligestilling i forsvaret, så både kvinder og mænd skal til Forsvarets Dag, og rekruttiden bliver forlænget fra fire til 11 måneder fra i år. Vi skal alle være forberedt på, at hverdagen kan blive påvirket i væsentlig grad, så adgang til rent vand og internet ikke længere er en selvfølge. I sandhed noget af en forandring, men ligesom inden for investering er det vigtigt at være langsigtet og samtidig forholde sig til den aktuelle situation. Vi må bare erkende, at tiden med høj grad af forudsigelighed omkring magtfordelingen ude i verden nu er sat på standby for en tid.

Året har igen budt på markante vejrfænomener, hvor både varmebølger og kraftige regnskyl har mindet os om, at klimaforandringerne ikke længere er noget, vi kun læser om – men noget, vi oplever i hverdagen. En positiv nyhed fra året, der gik, var dog Klimarådets melding om, at Danmark ser ud til at nå sit mål om en reduktion i CO2 på omkring 50 % i 2025. Målet for 2030 kræver nok en lidt større indsats, men meget tyder på, at vi som nation er godt på vej.

Vi kan ikke se tilbage på 2025 uden at nævne AI i en eller anden sammenhæng. Rent investeringsmæssigt var det klart den sektor, som fik mest attention i året, der gik (selvom sundhedsområdet og i særdeleshed Novo naturligvis også fik en del på vores breddegrader), men hvis vi skal se på det i et mere praktisk perspektiv, var det også året, hvor vi for alvor begyndte at inddrage AI i vores arbejde. Det gør sig primært gældende på de indre linjer, hvor vi bl.a. bruger det til at hjælpe med informationsindhentning i forbindelse med mødeforberedelse, gennemgang af vores investeringer, overholdelse af reglerne på KYC- og AML-området (kend din kunde og hvidvask), men også i forbindelse med efterbehandling af vores møder via mødereferater og på flere andre områder.

For mig at se kan AI bl.a. hjælpe os med at blive endnu bedre forberedt til mødet med vores kunder, ligesom AI kan hjælpe os med at sikre overholdelse af de mange krav i den finansielle lovgivning. Men ligesom dengang vi gik fra at sende breve til at sende dem digitalt via e-mail (og indimellem det via fax), har vi behov for at tænke over, hvad den tid, vi formentlig får frigjort i nogle sammenhænge, skal bruges på.

En af de muligheder, jeg internt slår på tromme for, er at holde nogle pauser i dagens løb, så hjernen kan få lov at restituere. Det kan være svært at vænne sig til, specielt når man har travlt (og hvor man har mest behov for pausen), men når der er så meget evidens for, at det er det helt rigtige, som der er, vil det fortsat være et fokuspunkt i F&I. Vi tror nemlig mindst lige så meget på HI (menneskelig intelligens) som på AI. For os er AI et værktøj – ikke et mål i sig selv.

Vi har igennem mange år støttet Psykiatrifondens arbejde og valgte i 2025, bl.a. i samarbejde med teamet bag Row for Change (som aktuelt er i gang med at krydse Atlanten igen i deres robåd), at yde en ekstra støtte til ungdomspsykiatrien, som desværre har haft trange kår i alt for mange år, alt imens behovet for behandling og støtte kun ser ud til at stige.

Jeg skal ikke i denne forbindelse komme med mine bud på, hvorfor behovet er vokset så meget, som det er, men regeringens initiativ med at begrænse de unges adgang til sociale medier ser jeg som et rigtigt vigtigt signal. Der skal naturligvis meget mere til, men som oftest starter de store forandringer med, at vores politikere på Christiansborg sætter det på dagsordenen, hvilket bl.a. skete i forbindelse med Sundhedsreformen i 2025.

Et særligt år for Formue- & Investeringspleje
2025 er også et helt særligt år for os. Den 29. december 2025 kunne vi fejre, at det var 25 år siden, vi stiftede F&I. Det vil vi fejre den 28. maj i år (hvor det er 25 år siden, at vi fik Finanstilsynets tilladelse til at drive Fondsmæglervirksomhed), så husk at sætte et kryds i kalenderen den dag.

Da vi stiftede virksomheden, var ambitionen enkel: At tilbyde uvildig og kompetent rådgivning – uden skjulte interesser, uden produktincitamenter og med kundens langsigtede interesser i centrum. Den ambition er uændret i dag.

I løbet af 25 år har både markederne og vores virksomhed udviklet sig markant.

Vi er blevet flere kollegaer, har fået flere kunder og er til stede flere steder i landet – men vores grundlæggende tilgang er den samme. Vi tror fortsat på, at god formuepleje kræver tid, indsigt og relationer, og at vores medarbejdere er vores vigtigste aktiv. Så når vi igen i 2025 fik et resultat af vores medarbejdertilfredshedsanalyse, som ligger langt over branchegennemsnittet, ved jeg, at vi er på rette vej.

Jubilæet er for os ikke blot en milepæl, men også en anledning til at sige tak – specielt til jer kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere – for at være en del af rejsen.

 Blik mod 2026
Når vi ser frem mod 2026, gør vi det uden krystalkugle. Usikkerhed vil fortsat være et vilkår, og markederne vil også fremover reagere på nyheder, politik og globale begivenheder.

Det ændrer dog ikke ved vores tilgang. Vi vil fortsat arbejde langsigtet, disciplineret og med udgangspunkt i jeres individuelle situation og mål. Vores erfaring er, at det netop er i perioder med støj og usikkerhed, at struktur og overblik skaber mest værdi.

Tak for samarbejdet
Vi sætter stor pris på det samarbejde og den tillid, I viser os. Skulle I have spørgsmål, behov for justeringer eller blot ønske en dialog om jeres investeringer og økonomi, er I som altid meget velkomne til at tage kontakt.

Jeg vil igen i år slutte mit nytårsbrev af med håbet om mere fred på jorden og så ønske jer alle et godt og fremgangsrigt 2026. Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet – og til at markere vores 25-års jubilæum sammen med jer.

Godt nytår!

De bedste hilsner
Robert

Kvartalsrapporten for 4. kvartal 2025 er nu offentliggjort

Fogi.dk - nyheder

Fjerde kvartal af 2025 bød på positive afkast på de globale aktiemarkeder. Afkastet spændte fra 2,4% på MSCI USA til 9,76% på det danske OMXC Cap. GI-indeks målt i danske kroner. Udviklingen var bl.a. drevet af lidt højere vækst end ventet, fortsat aftagende inflation i de fleste lande samt to rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank i løbet af kvartalet.

Johnny Madsen, partner og investeringschef, gør status i den nye kvartalsrapport.

Aktier er fortsat højt prisfastsat – især i USA
Baggrunden for de positive afkast har været en verdensøkonomi med lidt højere vækst end ventet, kombineret med aftagende inflation i de fleste lande – dog ikke i USA, hvor stigningen dog var mindre end frygtet. Den amerikanske centralbank sænkede renten to gange i kvartalet, og selskabernes regnskaber var generelt gode. Disse faktorer peger mod et godt udgangspunkt for markederne i 2026.

Dog er der to væsentlige “hår i suppen”. For det første er aktier historisk set prissat lidt højt. Verdensindekset MSCI World handles til en forward P/E på 19,1, hvilket er over gennemsnittet. Denne høje prisfastsættelse skyldes primært amerikanske aktier, som handles til en forward P/E på 22,0 for S&P 500. Danske og andre ikke-amerikanske aktier er væsentlig billigere prisfastsat.

Investorernes risikovillighed nær toppunkt
For det andet er investorernes risikovillighed ifølge Goldman Sachs’ indeks tæt på det højeste niveau i de seneste to år. I lyset af den forhøjede geopolitiske risiko i verden er dette en bekymrende udvikling. Hvis risikovilligheden og markedet stiger yderligere, vil vi overveje at reducere aktieeksponeringen og i stedet allokere til sikrere aktiver som danske realkreditobligationer.

Konklusionen er, at mens de fundamentale forhold er rimelige, kræver de høje værdiansættelser og den ekstreme risikovillighed forsigtighed og en potentiel omvurdering af porteføljesammensætningen.

Læs hele rapporten for 4. kvartal 2025 her.

Kvartalsrapporten for 3. kvartal 2025 er nu offentliggjort

Fogi.dk - nyheder

Tredje kvartal af 2025 har været præget af bemærkelsesværdige bevægelser og skiftende dynamikker. Efter at USA, EU og Kina indgik nye toldaftaler i juli, blev frygten for en økonomisk nedtur afløst af optimisme, og både aktie- og obligationsmarkederne reagerede positivt.

Johnny Madsen, partner og investeringschef, gør status i den nye kvartalsrapport.

Koncentrationsrisiko i det amerikanske aktiemarked
De store institutionelle investorer har i store dele af 2025 haft en aktieandel, som har været lavere, end de historisk har haft. Den forøgede politiske risiko i form af Donald Trumps toldpolitik har været stærkt medvirkende til denne beslutning. Efter toldaftalerne begyndte at falde på plads, har disse investorer gradvist forøget deres aktieandel, primært gennem indeksbaserede investeringer med fokus på det amerikanske aktiemarked.

Dette har skabt en markant koncentrationsrisiko i S&P-500 indekset. De 5 største amerikanske selskaber (Nvidia, Microsoft, Apple, Alphabet og Amazon) udgør nu omkring 30% af indekset. Til sammenligning udgjorde de i perioden 1989-2022 typisk mellem 10-15%.

Større afkastpotentiale i danske aktier
Det er et faresignal, at så få aktier fylder så meget i verdensindekset, hvilket vi i F&I er meget opmærksomme på. Derfor har vi været tilbageholdende med at forøge vores indeksbaserede udenlandske aktieinvesteringer.

I en mere uforudsigelig verden forekommer det paradoksalt, at investorerne er søgt over mod mere cykliske aktieinvesteringer og væk fra kvalitetsselskaber i 2025. Med den nuværende store forskel i prisfastsættelsen mellem amerikanske og danske aktier, taler det i vores optik for, at danske aktier fremadrettet bør have et større afkastpotentiale end amerikanske aktier.

Vi er af den overbevisning, at en investering i kvalitetsselskaber vil sikre investorerne et både godt og mindre risikofyldt afkast på den lange bane. Det er baggrunden for, at vi ikke har ændret på vores overordnede investeringsstrategi.

Læs hele rapporten for 3. kvartal 2025 her.

Lars-Ulrik er tiltrådt som senior formuerådgiver

Fogi.dk - nyheder

Han har gennem mere end to årtier arbejdet med investering, kapitalforvaltning og private banking, hvor han både har haft rådgivende og ledende roller. De seneste seks år har han desuden arbejdet med kapitalforvaltning uden for banksektoren, hvilket har givet ham et indgående kendskab til formueforvaltning på tværs af forskellige miljøer.

Med denne brede erfaring bringer Lars-Ulrik både faglig tyngde og et skarpt blik for helheder ind i rådgivningen. Han arbejder ud fra en holistisk tilgang, hvor hele familiens situation og behov tages i betragtning – fra investering og strukturering til de langsigtede perspektiver, som går på tværs af generationer.

For Lars-Ulrik handler god rådgivning om at skabe overblik, tryghed og langsigtet værdi for kunderne – og om at give indsigt, der kan bruges i både store og små beslutninger.

Vi byder varmt velkommen til Lars-Ulrik.

Kvartalsrapporten for 2. kvartal 2025 er nu offentliggjort

Fogi.dk - nyheder

Andet kvartal af 2025 har været præget af store udsving og markante begivenheder. Trods dette sluttede de fleste aktiemarkeder kvartalet med et positivt afkast. Johnny Madsen, partner og investeringschef, gør status i den nye kvartalsrapport.

Trump sendte markederne på rutsjetur – men de rettede sig igen
2. april lancerede Donald Trump sit toldudspil under overskriften ’Liberation Day’ med væsentligt højere toldsatser end forventet. Det førte til fald på over 10% på aktiemarkederne og stigende amerikanske renter.

Efter pres fra økonomiske støtter pausede Trump midlertidigt toldsatserne og anlagde en mere forsonende retorik, hvilket fik markederne til at rette sig. Trods yderligere uro, herunder en militær konflikt mellem Israel, USA og Iran, endte kvartalet med positive afkast på både aktier og obligationer. Den tålmodige investor er igen blevet belønnet.

Verdensøkonomien er robust over for uventede begivenheder
OECD vurderer, at en gennemsnitlig amerikansk toldsats på knap 15
% primært vil påvirke væksten i det kommende år, mens den langsigtede effekt vil være begrænset. Samtidig har ECB sænket den ledende rente til 2,0%, og inflationen i Euroområdet er nu på det ønskede niveau. Det understreger, at man som investor skal være varsom med at overvurdere effekten af enkeltbegivenheder, da verdensøkonomien er robust over for de fleste uventede stød.

Som investor betyder det, at den rigtige beslutning ofte er at forblive investeret. 

Læs hele rapporten for 2. kvartal 2025 her

Kasper Bo Skalkhøj Jensen er tiltrådt som assisterende formuerådgiver

Fogi.dk - nyheder

Kasper Bo Skalkhøj Jensen er tiltrådt som assisterende formuerådgiver hos Formue- & Investeringspleje i vores afdeling i Holte.

Kasper kommer med flere års erfaring fra pensions- og investeringsverdenen, hvor han har arbejdet med investeringsrådgivning og pensionsløsninger. Han har desuden været bosat i Luxembourg, hvor han har opbygget en solid international profil som investeringsspecialist med særligt ansvar for pensionsområdet.

Hos Formue- & Investeringspleje vil Kasper rådgive med udgangspunkt i den enkelte kundes samlede formue. Han lægger stor vægt på en nærværende og nysgerrig dialog, hvor der skabes rum til at tage stilling til emner, kunden måske ikke tidligere har haft overvejelser om.

Vi byder varmt velkommen til Kasper.

Formue- & Investeringspleje udvider med ny afdeling i Aarhus og to stærke profiler

Fogi.dk - nyheder
Gitte Brøgger Led og Michael Lund er tiltrådt som senior formuerådgivere hos Formue- & Investeringspleje.

Tom Bargisen står i spidsen for etableringen af vores nye kontor i Aarhus og glæder sig over at kunne styrke den lokale tilstedeværelse med to erfarne rådgivere.

Gitte har mere end 20 års erfaring fra den finansielle sektor, herunder revision og rådgivning. Hun arbejder helhedsorienteret med udgangspunkt i kundens samlede formue og langsigtede behov. Hendes rådgivning bygger på en tillidsfuld og nærværende dialog med kunden samt et fokus på at gøre det komplekse forståeligt.

Michael har mange års erfaring fra både banksektoren og uvildige investeringsmiljøer. Han har et stærkt blik for måden, hvorpå hele formuen tænkes sammen – fra investering og strukturering til skat, arv og inddragelse af næste generation. Hans rådgivning bygger på tillid, nærvær og fokus på den enkelte kundes livssituation.

Med base i Aarhus ser både Gitte og Michael frem til at byde både nye og eksisterende kunder velkommen samt at styrke den lokale tilstedeværelse i det østjyske.

Vi byder varmt velkommen til Gitte og Michael.

Kvartalsrapporten for 1. kvartal 2025 er nu offentliggjort

Fogi.dk - nyheder

Første kvartal af 2025 er gjort op, og i den forbindelse gør Johnny Madsen, partner og investeringschef, status på en periode, hvor særligt én faktor har præget de finansielle markeder: Donald Trumps udmeldinger om toldsatser.

Trumps toldretorik skabte uro og kursfald

I starten af kvartalet var forventningen, at Trump ville bruge varslede toldsatser som forhandlingsværktøj. Men i løbet af februar ændrede retorikken karakter, og markederne reagerede derefter.

Den amerikanske økonomi, som Trump overtog, var i solid form – med høj vækst, lav arbejdsløshed og konkurrencedygtige selskaber. Derfor vurderes timingen for indførelse af nye toldsatser som uhensigtsmæssig og potentielt skadelig. Ifølge Johnny Madsen har de finansielle markeder reageret rationelt på udmeldingerne, og der spores stigende bekymring for en amerikansk recession.

Europa trækker i en anden retning

Mens retorikken i USA har skabt bekymring, ser billedet en smule anderledes ud i Europa. Tyskland er i gang med en massiv vækstpakke, og inflationen er kommet så meget under kontrol, at ECB allerede har sænket renten to gange – og forventes at gøre det igen i april. Det har givet et mere positivt afkastbillede i Europa sammenlignet med USA.

I en tid med modstridende signaler og høj usikkerhed anbefaler vi, at man som investor fastholder en balanceret tilgang og holder sig til sin langsigtede strategi. Verdensøkonomien har historisk haft en stærk evne til at tilpasse sig – også i perioder med politiske forstyrrelser.

Læs hele rapporten for 1. kvartal 2025 her.

Rikke Lundø er tiltrådt som BackOffice medarbejder

Fogi.dk - nyheder

Rikke Lundø er tiltrådt som BackOffice medarbejder hos Formue- & Investeringspleje.

Med mere end 25 års erfaring fra banksektoren har hun gennem sin karriere arbejdet med alt fra kundeservice til office support.

Hos Formue- & Investeringspleje skal Rikke bidrage med en bred vifte af opgaver inden for backup og support, herunder kunderegistrering, udsendelse af formueaftaler og rapportering.

Rikke lægger stor vægt på en god og nær relation til vores kunder. Hun har fokus på at sikre, at de bagvedliggende processer forløber effektivt og præcist – til gavn for både kunder og rådgivere. Med sit skarpe blik for detaljen bidrager hun til at skabe tryghed og overblik i kundernes samlede oplevelse.

Vi byder varmt velkommen til Rikke.

Formue- og Investeringspleje kaster et blik på 4. kvartal af 2024…

Fogi.dk - nyheder

Hos Formue- & Investeringspleje A/S er der blevet sat punktum for 2024 med kvartalsrapporten for 4. kvartal 2024. Johnny Madsen, partner og investeringschef, ser tilbage på det forgange kvartals udfordringer, udvikling og muligheder på investerings- og obligationsmarkedet.

Som altid kommer vi omkring alt fra inflations- og renteudviklingen og aktiemarkedet til verdensøkonomiens vækst og centralbankernes udfordringer – og meget andet.

»Med udsigt til en fortsat rimelig økonomisk vækst i verdensøkonomien, en inflation, der efterhånden er ved at være styr på, samt fortsatte rentenedsættelser fra specielt Den Europæiske Centralbank, er kimen lagt til endnu et fornuftigt år på de finansielle markeder i 2025. Dog skal man som investor være opmærksom på, at der pt. er meget høje indtjeningsforventninger til de amerikanske aktier, og i særdeleshed til de store IT-relaterede selskaber.«

2024 var et svært år for de danske aktier

I 2024 opleve danske aktier et fald på -13 %, primært grundet Novo Nordisks skuffende forsøgsdata for CagriSema, deres kommende vægtabsmedicin. I vores optik er CagriSema dog ikke et fejlslagent projekt.

»Novo Nordisks fremtid ser i vores optik fortsat meget lys ud, mens der er plads til forbedring i deres kommunikation med aktiemarkedet,« bemærker Johnny Madsen.

Danske aktier har historisk set leveret solide afkast og er fortsat en vigtig del af en veldiversificeret portefølje.

Fokus på 2025

Trods de udfordringer, der har præget 2024, forventes 2025 at blive et år med stabil økonomisk vækst og lavere inflation. Denne udvikling, kombineret med centralbankernes rentepolitik, giver gode muligheder for investorer, der forbliver opmærksomme på markedsudviklingen.

På rentesiden forventes der fortsat rentenedsættelser fra Den Europæiske Centralbank i løbet af 2025. Derfor skal man som investor primært forvente, at det er de korte renter, som vil falde i Euroområdet og Danmark i 2025, mens de lange renter ikke forventes at falde nævneværdigt.

Læs hele rapporten for 4. kvartal 2024 her.