Spredning i investeringer er redning
At købe og sælge aktier er ikke et spil. Det er et håndværk, og det er vigtigt at tænke langsigtet.
Går du efter de hurtige gevinster, er der – groft sagt – større chancer på et casino eller ved at prøve lykken på andre spillemarkeder!
Handel med aktier skal betragtes som en langsigtet investering, og 30 år på aktiemarkedet har givet mig mange erfaringer – gode såvel som dårlige. En af konklusionerne er, at hurtige gevinster, held og hype ikke giver værdi i længden, selv om man aldrig bliver færdig med at lære om aktiemarkedet. Der findes nemlig ikke en facitliste at gå efter, og det vil altid være en evig diskussion om, hvad der er rigtigt og forkert.
Tid og tålmodighed betaler sig
Det handler om tiden, du er i markedet, og ikke tidspunktet, du rammer markedet på. Med andre ord: Der er større risiko for at gå glip af en gevinst ved at være ude af aktiemarkedet end at være en del af det!
Forklaringen er, at afkast på aktier ofte kommer i ryk og stiger over tid. Derfor handler det om at være en del af markedet kontinuerligt. Er du ude af markedet på det forkerte tidspunkt, risikerer du at få elendigt afkast. Af den årsag er det en dårlig strategi at hoppe ind og ud hele tiden. Derimod skal du blive i markedet og kun lave ændringer i din portefølje, hvis der sker noget radikalt i din egen situation eller i de selskaber, du har investeret i.
Derfor er det bedste råd: Tænk langsigtet og se investeringen over en tidshorisont på minimum fem år. Årsagen er, at der på den korte bane kan ske store udsving i aktiemarkedet. I foråret 2020 styrtdykkede aktiemarkedet med historisk kraft som følge af COVID-19. Mange aktieindeks faldt med op 30-35 procent, men et år efter har aktiemarkederne sat kurs mod nye kurstoppe.
Et andet eksempelvis er Finanskrisen, hvor der også skete betragtelige fald på kort tid, men markedet rettede sig igen.
Spredning er redning
Hos Formue- og Investeringspleje har vi et motto: Spredning er redning. Det er vigtigt ikke kun at satse på ét område, men sprede investeringerne. Investeringerne kan også omfatte ejendomme eller obligationer, for med en spredning er risikoen også spredt ud over flere markeder. Det er risikabelt at placere alle midler i samme selskab eller samme branche.
Derfor er det vigtigt at kigge ind i flere brancher og flere markeder, og hvis du bevæger dig ud på investeringsmarkedet for første gang, er muligheden også at vælge investeringsforeninger, hvor du både kan vælge aktive eller passive investeringsfonde.
Førende virksomheder med robuste forretningsmodeller
Udgangspunktet for en god investering er at vælge et ”kvalitetsselskab”. Det er en virksomhed med en gennemprøvet forretningsmodel og en robust økonomi – gerne med lav gældsandel.
Desuden er det en god idé at gå efter virksomheder, der er ledende i deres branche eller har potentiale til at blive det. Endelig handler det også om, hvorvidt virksomheden er dygtigt ledet, laver strategiske opkøb på de rigtige tidspunkter og udlodder overskydende kapital som udbytte til aktionærerne.
Værdien af et ”kvalitetsselskab” har endnu engang vist sig tydelig under COVID-19. Det er de virksomheder, der har klaret sig bedst og været fantastiske til at styre igennem og tjene penge ved at omstille eller tilpasse forretningen. Det er også den type virksomhed, der har musklerne til at lave strategiske opkøb, når tidspunktet og priserne er de rigtige.
Prioriter danske aktier
Danske aktier må gerne fylde i en portefølje, selv om de kun udgør omkring halvanden procent af verdensindekset og fra tid til anden får skyld for at være for højt prissat. Mange danske aktier er reelt globale aktier og er også prissat i et globalt perspektiv. Det gælder virksomheder som Novo Nordisk, Coloplast, Mærsk og Vestas – eksempler på globale selskaber med domicil i Danmark, selv om størstedelen af omsætningen hentes uden for Danmark.
Mange af de største danske selskaber har en pæn andel af udenlandske investorer. De køber ikke danske aktier for at støtte Danmark, men fordi det er nogle sunde og dygtigt ledet selskaber, som har leveret gode afkast.
Hvor mange forskellige aktier skal være i porteføljen?
Hvor mange forskellige aktier skal porteføljen sammensættes af, er også et vigtigt spørgsmål at tage stilling til. I det lys er det igen vigtigt at sprede investeringerne og dermed mindske risikoen for tab ved pludselige nedture.
En måde at få svar på spørgsmålet er at lade sig inspirere af nogle af de aktivt forvaltede investeringsforeninger, hvor mange af dem som minimum har en portefølje med 25-30 forskellige aktier.
Hvad sparet er tjent
Omkostningerne er også et vigtigt punkt at holde øje med, når du køber og sælger aktier. Kurtagen er det gebyr, du betaler, når du handler, og derfor skal du være opmærksom på handelsomkostningerne. Køber du eksempelvis en aktie i Novo Nordisk med en minimumskurtage på 100 kroner, er det pludselig en stor del af aktiens pris, du betaler i omkostninger. Er kurtagen derimod kun på en kvart procent af kursværdien og der ikke er en minimumskurtage, kan du i princippet købe lige så få aktier, som du vil.
God investeringslyst!